Antallet af aborter falder fortsat herhjemme

Skrevet af admin

25/02/2014

Dagens topnyheder

Der bliver færre og færre tilfælde af provokerede aborter herhjemme, hvor udviklingen endda har været støt faldende de sidste par år.

Det viser nye tal fra Statens Serum Institut, der har opgjort antallet af aborter siden 2009.

- I 2013 er der foreløbigt registreret i alt 15.073 aborter, skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse og henviser til en opgørelse foretaget af Abortregistret.

Der pointeres i forbindelse med antallet for indeværende år, at selvom tallet vil kunne blive justeret lidt, når de sidste og endelige data for 2013 bliver lagt på bordet, så vil der stadig være tale om et fald siden 2009.

Tilbage i 2009 blev der nemlig foretaget i alt 16.739 provokerede aborter i Danmark - svarende til 1663 flere end de foreløbige tal viser for 2013.

Statens Serum Institut kan oplyse, at det er i alle aldersgrupper, at der er sket et fald siden 2009, når man ser på antallet af aborter per 100.000 kvinder.

- Går man længere ned i tallene, kan man se et fald på omkring en femtedel i gruppen af helt unge kvinder mellem 15 og 19 år, pointeres det af Statens Serum Institut.

I 2009 var der således 1679 tilfælde af provokerede aborter hos kvinder i aldersgruppen 15 til 19 år, mens det foreløbige antal i 2013 kan gøres op til 1274, viser tallene.

Det er på baggrund af data fra blandt andet Landspatientregisteret, at Abortregisteret har indsamlet oplysninger om legalt provokerede aborter i Danmark.

/ritzau/