Antallet af ebola-dødsofre stiger til over 2600

Skrevet af admin

18/09/2014

Mest læste i dag

Antallet af døde fra den voldsomme ebola-epidemi i Vestafrika stiger og stiger.

Således oplyser Verdenssundhedsorganisationen WHO torsdag, at 2622 ud af 5335 smittede er døde i det mest dødbringende udbrud af ebola-virus i verdenshistorien.

Ifølge WHO er der intet, der tyder på, at epidemien, der hærger Guinea, Sierra Leone og Liberia er på vej til slippe sit greb.

- Den opadgående epidemi fortsætter i de tre lande, hvor den har bredt sig kraftigt, siger WHO.

Ebola-virus har også spredt sig til landene Nigeria og Senegal.

FN's Verdens Fødevareprogram (WFP) oplyser, at det har modtaget donationer på næsten 22 millioner dollar svarende til 127 millioner danske kroner, som skal gå til hjælp i de ebola-ramte lande i Vestafrika.

- Medicinsk behandling vil ikke bekæmpe sygdommen effektivt uden mad og vand, siger WFP's administrerende direktør Ertharin Cousin ifølge nyhedsbureauet dpa.

Oven i de menneskelige ulykker er ebola-epidemien ifølge Verdensbanken ved at udvikle sig til en økonomisk katastrofe for de værst ramte lande, Sierra Leone, Guinea og Liberia. Frygten for sygdommen kvæler den økonomiske aktivitet, advarede banken om onsdag.

USA optrappede i denne uge kampen mod ebola. Medicinsk personel fra det amerikanske militær skal lynuddanne tusindvis af lokale sundhedsarbejdere i de vestafrikanske lande til håndtere smittede, og USA vil oprette 17 behandlingscentre med hver 100 sengepladser.

/ritzau/Reuters