Antallet af folk på kontanthjælp stiger med stormskridt

Skrevet af admin

06/12/2013

Dagens topnyheder

Dagpengereformen slår nu for alvor igennem i antallet af mennesker, der forsørges af det offentlige.

Der var i september i år 20.500 flere på kontanthjælp sammenlignet med samme måned sidste år - og det er en stigning på 12 procent. Samlet fik 186.500 en eller anden form for økonomisk hjælp til forsørgelse, viser tal fra Danmarks Statistik.

- Stigningen i antal af personer på kontanthjælp med videre skal blandt andet ses i sammenhæng med forkortelsen af dagpengeperioden ved årsskiftet. Sådan begrunder Danmarks Statistik stigningen.

Ser man på antallet af folk, der ikke er i aktivering, var der i september 106.900 ikke-aktiverede. Det er en stigning på 4700 eller fem procent i forhold til september sidste år.

Målt i forhold til befolkningen bor de fleste ikke-aktiverede i alderen 16-64 år i Albertslund, Brøndby og Ishøj kommuner. Over fem procent af indbyggerne i de tre kommuner er ikke i arbejde.

I den anden ende af skalaen ligger Skanderborg, Læsø og Favrskov kommuner med andele på under en procent.

I september 2012 løb udgifterne til kontanthjælp med videre op i 2,1 milliarder kroner. Det er en stigning på 13 procent i forhold til samme måned sidste år.

/ritzau/