Antallet af gældsplagede danskere eksploderer i Østdanmark

Det årlige antal af registreringer er femdoblet fra under 200 i 2008 til næsten 1.000 i 2012 på Sjælland uden for hovedstaden.

Også uden for Sjælland er antallet steget i denne kategori, men ingen andre steder er antallet af gældsatte mere end fordoblet, skriver avisen.

»Realkreditgæld er det område, der stiger mest, når vi ser på nye registreringer af dårlige betalere. Det eksploderer virkelig på Sjælland for tiden. Hvis ingen gør noget ved det, styrer vi direkte mod en ny krise, som vil handle om gældsproblemer,« siger Frank Papsø, nordisk direktør for analyse i Experian.

Han vurderer, at den markante stigning på Sjælland kan forklares med, at området har oplevet nogle af de største prisfald på huse efter krisen, hvilket har fjernet en del af sikkerheden bag boliglånene. Desuden har der her været en tendens til at låne mere end i for eksempel Nordjylland.

Den misligholdte gæld for aldersgruppen mellem 25 og 50 år vokser nu med cirka én milliard kroner om året, siger Frank Papsø til Politiken. Han foreslår, at landets kommuner yder hjælp til gældsramte, da de frivillige gældsrådgivninger ifølge ham ikke har kapaciteten til at løse opgaven.

Privatgælden i Danmark udgør 333 procent af den disponible indkomst i Danmark, hvilket er en rekord blandt udviklede lande.

Den store boliggæld og danskernes generelt høje gæld udgør en risiko for dansk økonomi, siger lektor i boligøkonomi Jens Lunde fra CBS til Politiken. Han påpeger, at den store gæld er særligt farlig, da mange har lån, hvor udgifterne vokser, hvis renten stiger.

»Hvis der kommer en rentestigning, bliver det hurtigt dyrt for mange boligejere. Så vil flere vil have svært ved at betale deres gæld,« siger han og advarer om, at gældsboblen kan bringe Danmark ind i en ny krise.

Dagens Gossip