Antallet af isbjørne rasler ned

Der er blevet langt færre isbjørne i den frie natur i de senere år.

Amerikanske og canadiske forskere, der holder snor i bestanden i et område ved Alaska, siger, at bestanden her er faldet med 40 procent i de første 10 år af dette århundrede.

Forskerne siger, at de værste år for isbjørne i den sydlige del af Beaufort Havet, der ligger ved Alaska, var i perioden fra 2004 til 2007.

Da var isen så tynd, at det var uhyggelig svært for isbjørnene at finde sæler, de kunne æde.

- Af de 80 unger, der blev observeret i Alaska fra 2004 til 2007, kender vi kun til to overlevende, siger Jeff Bromaghin, statistiker ved USA's Geologiske Institut.

I 2010 var bestanden i det område faldet med de 40 procent til omkring 900 dyr.

Bromaghin har været en af lederne i undersøgelsen, som offentliggøres i tidsskriftet Ecological Applications.

Ifølge undersøgelsen blev det noget bedre for isbjørnene efter 2007, men helt godt er det ikke.

Forskerne siger, at antallet af unge isbjørne er faldet i alle de 10 år, undersøgelsen dækker.

Isbjørne regnes for at være en truet art. Dyrene skal bruge is for at overleve, og bliver der mindre is i Arktis, får isbjørne det sværere og sværere.

/ritzau/AFP

Dagens Gossip