Antallet af narkorelaterede dødsfald stiger

Skrevet af admin

29/09/2015

Mest læste i dag

Nye tal fra Sundheds- og Ældreministeriet viser, at antallet af narkorelaterede dødsfald i 2014 steg til 263 i forhold til året før, hvor tallet var 213.

Det er en stigning på 19 procent, og de mange dødsfald vækker bekymring hos sundhedsminister Sophie Løhde (V).

- I regeringen har vi en ambition om at nedbringe dødeligheden blandt stofmisbrugere. Det er en kæmpe udfordring, som ikke er ligetil at løse, og det vidner de nye tal også om, siger Sophie Løhde.

Stofindtagelsesrum, også kaldet fixerum, har ikke haft den ønskede effekt på dødeligheden blandt narkomaner i 2014, men sundhedsministeren mener, at rummene har gjort en forskel for nogle af de hårdest belastede stofmisbrugere.

Derfor ser hun gerne, at den økonomiske støtte fortsætter til og med 2016.

I finanslovsforslaget som regeringen tirsdag fremlægger, lægges der op til, at der i 2016 gives 10 millioner kroner i støtte til stofindtagelsesrummene. Derefter er det op til kommunerne selv at finansiere driften.

- Det har aldrig været meningen, at staten til tid og evighed skulle medfinansiere stofindtagelsesrummene, som kommunerne selv har valgt at etablere. Og nu får de et år til at indrette sig på at finde den nødvendige finansiering på anden vis, og det er en fair måde at gøre det på, siger Sophie Løhde.

Det første stofindtagelsesrum, der blev finansieret af stat og kommune i fællesskab, blev etableret i Københavns Kommune i 2012. Derefter fulgte Odense og Aarhus kommuner trop.

/ritzau/