Antallet af nye migranter er det laveste i over en uge

Skrevet af admin

22/09/2015

Mest læste i dag

Kun cirka 400 flygtninge og migranter har i løbet af det seneste døgn krydset den danske grænse, vurderer Rigspolitiet. Det er det laveste tal i over en uge.

En opgørelse over de seneste 16 dage viser, at der siden 6. september 2015 i hvert fald er indrejst 12.800 flygtninge og migranter til Danmark.

Tirsdag oplyste justitsminister Søren Pind (V), at 1500 personer i perioden 6. til 20. september har søgt om asyl i Danmark.

De seneste to uger i september har Danmark dermed fået halvdelen af det antal asylansøgere, som kom til landet i september 2014, hvor tallet endte på omkring 3000.

Optællingerne beror på stikprøvekontrol af et begrænset antal tog, busser og biler i henhold til Schengenaftalen - og dermed bliver langt fra alle flygtninge og migranter optalt.

Alligevel føler justitsministeren sig sikker på, at de mange flygtninge og migranter "i meget vidt omfang og for langt størstedelens vedkommende er udrejst igen".

Til at bakke det op opremsede Søren Pind en række tal for antallet af asylansøgere i de øvrige nordiske lande:

- Alene den sidste uge er der 6900 personer, der har søgt asyl i Sverige, mens der de sidste to uger er kommet omkring 2000 asylansøgere til Norge og 4500 asylansøgere til Finland.

/ritzau/