Antallet af østeuropæere i danske fængsler stiger

Der har gennemsnitligt siddet 387 østeuropæere hver dag i danske fængsler. Det er en stigning på 18 procent siden 2011.

»Der har været en markant stigning af indsatte østeuropæere over de sidste år, konstaterer Peter Vesterheden, der er fængselsinspektør for Københavns Fængsler, som huser langt den største andel af udenlandske indsatte i blandt andet Vestre Fængsel.

Det er især rumænske og litauiske statsborgere, der ligger øverst på Kriminalforsorgens liste over antal indsatte fordelt på statsborgerskab.

Den tendens bekræftes af arrestforvarer Per Schultz i Arresthuset i Sønderborg, som har plads til 26 indsatte.

»16 af pladserne er besat af polakker og litauere, som er den største gruppe, og det er især indbrudstyveri, som er årsag til opholdet her,« siger arrestforvareren til avisen.

Nationalt Efterforskningscenter har tal, der viser, at omrejsende kriminelle i 2012 stod bag 15-25 procent af indbruddene på landsplan - det tal er uændret i første halvdel af 2013.

Hvis det er muligt, bliver udlændinge udvist efter endt afsoning. Fængselsforbundets formand, Kim Østerbye, mener, at det er et problem, at man i Kriminalforsorgen skal bruge ressourcer på at resocialisere udenlandske borgere ud i et dansk samfund, som de ikke bliver en del af.

»Udlændinge skal ikke behandles hårdere, men vi kan efter min opfattelse godt producere billigere fængselspladser, hvor vi ikke stiller den brede vifte af behandlingstilbud til rådighed for eksempelvis østeuropæere, som dybest set ikke har brug for det, idet de kun skal afsone, indtil de bliver sendt hjem,« siger han til Politiken.

Ifølge formanden for Folketingets Retsudvalg, Karina Dehnhardt Lorentzen (SF), er der taget højde for problemet i regeringens flerårsaftale for Kriminalforsorgen, som gælder frem til 2016, skriver Politiken.

Dagens Gossip