Antallet af private daginstitutioner fordoblet på syv år

Skrevet af admin

25/07/2016

Mest læste i dag

I 2007 var der 243 private daginstitutioner. Syv år senere var det tal mere end fordoblet til 512. I samme periode faldt antallet af kommunale daginstitutioner med 20 procent til 2645. Det skriver Politiken mandag.

Tidligere har tal fra DR Nyheder vist, at antallet af børn, der gik i private daginstitutioner, voksede fra omkring 6800 i 2007 til omkring 18.000 i 2015.

Ifølge Birgitte Conradsen, der er næstformand i pædagogernes fagforening Bupl, er en del af forklaringen, at det i 2005 blev nemmere for private at oprette daginstitutioner. Men en del af forklaringen er også, at forældre fravælger kommunale tilbud.

- Kommunerne fattes penge og har gjort det gennem lang tid, siger hun til Politiken.

- Det har været en bølge af sammenlægninger, og det kan være udmærket, men det bliver nogle store institutioner, og jeg tror, at der er nogle forældre, der bakker ud og tænker, at det er nogle store børnefabrikker.

Morten Kyst er sekretariatschef i de private daginstitutioners organisation (DLO). Han er ikke i tvivl om, hvad private institutioner kan tilbyde forældre og børn:

- Nærhed og en mere overskuelig størrelse på institutionen, hvor der er mere direkte kontakt og kendskab til lederen og medarbejderne, siger han til Politiken.

Der er dog ingen forskning, der viser kvalitetsforskelle mellem kommunale og private institutioner. Det siger Grethe Kragh-Müller, der er børnepsykolog, lektor og forsker i daginstitutioner ved Aarhus Universitet.

Hun har selv undersøgt betydningen af institutionernes størrelse, og den har til gengæld en indflydelse.

- Nærværet og relationerne bliver sårbare i en stor institution, siger hun til Politiken.

I Kommunernes Landsforening, KL, afviser Dorthe Møller, chef for dagtilbud og folkeskole, over for Politiken, at normeringerne har skubbet på udviklingen.

/ritzau/