Antallet af privatskoler boomer

Det skyldes i høj grad, at kommunalreformen og effektiviseringer i kommunerne har fået forældre til at åbne såkaldte protestskoler, når den lokale folkeskole lukker i nærmiljøet. Det skaber store skoler med over tusinde elever, som ligger langt væk fra lokalbefolkningen, lyder vurderingen en forsker.

»Der er en helt klar tendens til, at flere vælger at sende deres børn i privatskole efter kommunalreformen,« siger Roger Buch, kommunalforsker ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole til Søndagsavisen.

»Folkeskolen bliver trængt tilbage af privatskolerne, hvis antal har ligget stabilt i nogle år, men nu har taget en etage op. Vi ser private protestskoler åbne, præcis som vi så det, sidst vi fik en kommunalreform i 1970erne,« uddyber han.

Men det er ikke kun antallet af privatskoler, der er steget voldsomt. For selvom det samlede elevtal er faldet i alle grundskoler på grund af små årgange, så er antallet af elever i privatskoler steget med næsten 10.000 på bare fire år. Det svarer til, at 15 procent af grundskoleeleverne nu går i privatskole.

Det er en meget bekymrende udvikling, siger Niels Egelund, professor i uddannelse på Aarhus Universitet.

»Når vi er oppe på så høj en andel privatskoleelever, begrænser det mangfoldigheden i folkeskolen, fordi den kommer til at mangle nogle af de elever, hvis forældre er engagerede i deres børn skolegang. Det er nogle af de mest ressourcestærke, og det er synd for folkeskolen,« siger han.

Undervisningsminister Christine Antorini (S) mener, at folkeskolereformen er et svar på flugten fra folkeskoler til privatskoler.

»Vores mål er at styrke folkeskolen, så det bliver det naturlige førstevalg. Vi har indgået en bred aftale om fremtidens folkeskole, hvor der bliver lagt vægt på et fagligt løft af alle elever og på trivsel. Det skal gøre folkeskolen til et endnu mere attraktivt valg, end den er i dag,« siger hun til Søndagsavisen.

BNB

Dagens Gossip