Antallet af underretninger boomer efter skudattentater

Skrevet af admin

15/07/2015

Mest læste i dag

Politiets Efterretningstjeneste (PET) har siden skudattentaterne i København i februar modtaget et stigende antal underretninger fra offentligheden.

Det viser en aktindsigt, som Radio24syv er i besiddelse af.

PET bekræfter stigningen, der både kommer fra andre myndigheder samt henvendelser fra borgere.

- Efter de tragiske hændelser er det kun naturligt, at både borgere og myndigheder er ekstra opmærksomme på mulig radikalisering og mistænkelig adfærd.

- Sådanne underretninger fra andre myndigheder og henvendelser fra borgere er vigtige for PET i vores arbejde med at modvirke og forebygge terror, oplyser PET til Radio24syv.

Det stigende antal underretninger kommer blandt andre fra landets fængsler, hvor alle indberetninger om radikalisering bliver sendt videre til PET.

I årets første fire måneder er der således sendt 80 indberetninger fra Kriminalforsorgen til PET. Til sammenligning var det i hele 2013 og 2014 sammenlagt 25 indberetninger fra fængslerne, som PET modtog, skriver Radio24syv.

Ifølge formanden for fængselsforbundet, Kim Østerbye, er stigningen ikke et udtryk for, at der er kommet flere radikaliserede. Det handler om, at fængslerne reagerer tidligere, hvis de ser tegn på radikalisering hos fanger.

- Der skal mindre til, før man sender bekymringsmail af sted til PET. Vi har ikke fået flere radikaliserede fanger på så kort tid.

- Det handler om, at sagen ikke lander mellem to stole, og derfor sender man så meget som overhovedet mulig af sted, siger Kim Østerbye til Radio24syv.

Efter skudattentaterne ved Krudttønden og synagogen i København i februar kom der stor offentlig interesse for, hvad Kriminalforsorgen og PET gør, når en indsat udviser tegn på radikalisering.

Tidligere blev ikke alle indberetninger fra de enkelte fængsler og arresthuse sendt videre fra Kriminalforsorgen til PET. Men det sker nu.

/ritzau/