Anti-abortforening markerer 16.000 abortdrab

»Der skal sættes 16.000 kors op, fordi vi gerne vil synliggøre barnet. Når man snakker om abort, er der to parter i spil, der er kvinden, og der er barnet. Og nu har vi i 40 år ensidigt haft fokus på kvinden. Vi har i vores retorik fortrængt, at der altså også er et barn i spil. Derfor sætter vi et kors op for at skabe et respektfuldt minde for hvert enkelt barn,« siger landssekretær i Retten til Liv, Ellen Højlund Wibe.

De mange kors, der er én meter høje, kommer til at stå på en cirka 700 meter lang markstrækning, der er synlig fra motorvejen i begge retninger. Ellen Højlund Wibe mener, at den nye korsmark vil sparke liv i debatten om den frie abort i Danmark.

»Vi håber, at de her kors giver en selvbesindelse hos hr. og fru Danmark, så de vågner op til virkeligheden og overvejer om, vi fortsat skal tillade, at 16.000 små hjerter bliver stoppet hvert år. Jeg tror på, at man kan samle danskerne mod abort, og at vi vil se en voksende abortmodstand,« siger hun.

Korsene skal ifølge Retten til Liv stå til skue for de forbikørende i 14 dage.

Vagtchef Jørgen Lindhardt ved Sydøstjyllands Politi oplyser fredag, at der kan opstå trafikale problemer i forbindelse med opsætningen af korsene.

»Det er ikke så smart, at man har en hel masse til at forstyrre øjet lige ved motorvejen, det kan godt give nogle uheld. Ved Hørning (syd for Aarhus red.) har man lavet et kontor i en gammel ganske almindelig flyvemaskine. Da den blev stillet op, mente man, at det kunne være ganske farligt fordi, folk ville stoppe og kigge på flyveren. Men det har faktisk ikke givet nogle problemer, så det ved jeg heller ikke, om de her kors vil give,« siger Jørgen Lindhardt.

Ifølge Danmarks Statistik er antallet af aborter faldet fra mere end 22.500 i 1981 til cirka 16.000 i 2010.

Dagens Gossip