Anti-abortforening sætter 16.000 kors op på østjysk mark

Skrevet af Lotte Sørensen

11/09/2013

Dagens topnyheder

I år har den fri abort 40 års jubilæum i Danmark. Men ikke alle glædes ved den danske abortlovgivning.

Den kristne forening Retten til liv mener, at abort er drab, og derfor sætter de 16.000 kors op på en østjysk mark ved motorvej E45 den 21. september. Det skriver etik.dk.

- Vi smider fostre ud som affald, og samfundets politik er, at vi bare skal glemme dem. Når man sætter et kors, sætter man det normalt på en kirkegård. Så når de her kors kommer ud at stå på rad og række, håber vi, at man vil kunne forstå, at der er tale om tab af menneskeliv, siger Ellen Højlund Wibe, der er landssekretær i Retten til liv.

Læs også: Hver fjerde præst er imod abortloven

- For de mest ihærdige aborttilhængere vil det nok være en torn i øjet. Men vi tror også på, at der bagved dem står mange, som vil sige, at det er sandheden, vi har fat i, siger hun videre.

Hos Dansk Kvindesamfund vækker aktionen harme.

- Hele den retorik med, at abort er drab og mord, er noget, der pådutter kvinder skyld. Og de fleste kvinder, der har skullet træffe valget om abort, har allerede haft deres skrupler vedrørende deres beslutning, siger næstforkvinde Ulla Tornemand.

200 frivillige har meldt sig til at hjælpe med at sætte de 16 trækors op.

Følg Dagens.dk på Facebook - klik her og vær med