Anti Doping Danmark: Derfor er vi ikke færdige endnu

Skrevet af admin

30/10/2013

Dagens topnyheder

Anti Doping Danmark (ADD) har i snart et år været i gang med at efterforske omfanget af doping i dansk cykelsport.

Med offentliggørelsen af dele af ekscykelrytteren Michael Rasmussens bog "Gul feber" er der kommet artige beskyldninger frem fra "Kyllingen" mod blandt andre Bjarne Riis, Rolf Sørensen og Nicki Sørensen.

Direktør i Anti Doping Danmark, Lone Hansen, forklarer her, hvorfor ADD ikke har kunnet nå at færdiggøre sine egne undersøgelser, før Michael Rasmussen slap sine beskyldninger løs i "Gul feber".

- Vi er selvfølgelig langt i vores undersøgelse, og den handler ikke kun om Michael Rasmussen, men hele vejen rundt i cykelsporten.

- Jeg kan ikke give en melding om, hvornår vi er færdige. Der går ikke år, men jeg kan ikke sige, at vi slutter på et bestemt tidspunkt, siger Lone Hansen.

Spørgsmål: Hvorfor kan du ikke sige det?

- Det er fordi, det her er almindelig efterforskning. Man får nogle forklaringer og oplysninger, og dér er det vigtigt, at en oplysning ikke er en sandhed, før oplysningen er efterprøvet, siger Lone Hansen.

- En stor del af vores arbejde er at efterprøve de vidneudsagn og oplysninger, vi har, for at kunne vurdere, i hvilket omfang de kan betragtes som sandheder.

- Vi er langt i vores undersøgelse, men det er rigtig svært at sige, om det bliver inden for en bestemt tidsramme. Belært af erfaring ved jeg, at der pludselig opstår ting, og så tager det den tid, det tager.

- Det er vigtigt for os ikke bare at forsøge at slutte noget af og tage noget som sandheder, når det måske skulle have været efterprøvet yderligere. Det er vores job at gå ind og være grundige, siger Anti Doping Danmarks direktør.

Michael Rasmussen samarbejdede med antidopingmyndighederne for at få nedsat sin egen karantæne efter sin dopingindrømmelse i januar.

Det lykkedes for den vanærede eksrytter at få sin straf nedsat fra otte år til to år, så han inden for en overskuelig tidsramme igen kan arbejde i cykelsport.

I sin bog hævder Michael Rasmussen, at holdejer Bjarne Riis så ham dope sig, da "Kyllingen" kørte for Riis' hold tilbage i 2002.

Anti Doping Danmark har indtil nu ikke villet melde ud, om Bjarne Riis er en del af undersøgelsen.

Spørgsmål: Indgår Bjarne Riis i undersøgelsen? Kan man sige noget om det, nu hvor det er ude, at Michael Rasmussen har nævnt Riis i sin bog?

- Jeg har slet ingen kommentarer til, hvem der indgår (i undersøgelsen), eller til personer eller ting, der nævnes i bogen.

Spørgsmål: Er I færdige med at foretage afhøringer, eller er der stadig folk, der bliver afhørt?

- Vi har stadig en efterforskning i gang. Men hvad den indeholder, det kan jeg ikke sige, siger Lone Hansen.

/ritzau/