Anti Doping Danmark vil ikke udtale sig om Skibbys bekendelser

I DR1-programmet, Doping Epidemien, der blev sendt første gang i sidste uge, vil den tidligere cykelrytter Jesper Skibby doping til livs i cykelsporten.

I programmets første afsnit besøger Skibby Anti Doping Danmark, hvor han lover at fortælle sandheden om sit dopingmisbrug. Men det er ikke alt, han vil sige. Den tidligere danske cykelstjerne nægter nemlig at fortælle navnet på den dopingkurer, der i sin tid skaffede Skibby de forbudte stoffer.

Hos Anti Doping Danmark vil man ikke kommentere på Jesper Skibbys konkrete sag. Men spørgsmålet er, hvad de gør, når kilden ikke vil fortælle alt - men kun noget af sandheden. Præcis som tilfældet er i Doping Epidemien. Til det siger direktør for Anti Doping Danmark, Lone Hansen, således:

- Jeg kan ikke svare på, hvordan vi gør, hvordan vi udspørger, og hvordan vi arbejder med dem, vi har i kontinuerlig afhøring, for så begynder det at komme for tæt på. Vi kan dog heller ikke sige, at vi ikke lytter, for det gør vi. Spørgsmålet er, om vi så bruger oplysningerne til noget. Vi kan ikke gå videre med rygter eller uberettigede udsagn, siger hun.

Lone Hansen understreger, at Anti Doping Danmarks fortrolighed er altafgørende for, at man kan få kilder som Jesper Skibby til at tale ud - også om bagmændene.

- Lige så snart man er i gang med sådan noget her, så er det jo utroligt følsomt på rigtig mange måder. Vi har meget respekt for, at der er fortrolighed omkring måden, det foregår på, og hvordan vi arbejder med eventuelle kilder. Det, vi jo allerhelst vil have, er dokumenteret viden eller førstehåndsberetninger, som kilden vil lægge navn til - for det betyder, at vi kan gå videre med en eventuel sag, slutter Lone Hansen.

 

 

 

Dagens Gossip