Anti-terrorchef: 500 europæere kæmper i Syrien

EUs anti-terrorchef, Gilles de Kerchove, fortæller således, at omkring 500 EU-borgere er en del af den over to år lange konflikt, der har kostet over 70.000 mennesker livet ifølge FN.

Ifølge BBC er flere europæiske efterretningstjenester bekymrede over risikoen for, at EU-borgerne i Syrien slutter sig til grupper med forbindelser til al-Qaeda og vender tilbage til Europa med planer om at udføre et terrorangreb. BBC skriver, at Storbritannien, Irland og Frankrig regnes for at være de EU-lande, der har flest borgere i den syriske konflikt.

»Det er ikke dem alle, der er radikale, når de tager af sted, men højst sandsynligt radikaliseres mange af dem dernede og modtager militærtræning,« siger Gilles de Kerchove ifølge BBC.

»Og som vi tidligere har set, kan det føre til en seriøs trussel, når de vender tilbage,« tilføjer anti-terrorchefen.

Europa-korrespondent for BBC, Duncan Crawford, skriver onsdag, at flere efterretningstjenester i Europa har skruet op for overvågningen af EU-borgere, der rekrutteres af oprørsgrupper i Syrien - navnlig i Storbritannien og Belgien. I Holland har myndighederne for nylig øget terrortrusselsniveauet af frygt for radikaliserede borgere, der vender hjem fra Syrien.

Berlingske skriver onsdag, at Store A fra Blågårds Plads er blevet filmet under kamphandlinger i Syrien for en militant islamistisk oprørsgruppe, der kædes sammen med vejsidebomber og selvmordsangreb. Den danske journalist Nagieb Khaja forklarer til avisen, at han har optaget Store A på de syriske slagmarker, og at han har solgt sin film til DR2.

Med optagelserne risikerer Store A, der i Syrien sluttede sig til gruppen Ahrar al-Sham, at få en terrorsag på halsen.

PET oplister i et nyligt notat Ahrar al-Sham under »terrorgrupper i Syrien« og beskriver gruppen som »militant islamistisk«.

Dagens Gossip