Antifascist vil hjælpe Frihedsmuseet på benene

Det siger foreningens formand, Anton Nielsen, efter Enhedslistens kulturordfører Jørgen Arbo-Bæhr (Ø) har meldt ud, at partiet vil have ham til at vurdere, hvordan museet skal se ud.

»Selvfølgelig vil jeg det,« siger 74-årige Anton Nielsen, der var barn under besættelsen, da den tyske besættelsesmagt sendte hans far i koncentrationslejr.

I 1945 blev Horserød-Stutthof Foreningen oprettet for at ære mindet og oplyse om de 150 danske kommunister, der under Anden Verdenskrig havnede i den tysk-nazistiske KZ-lejr Stutthof i det nuværende Polen.

Foreningen har også som formål at forhindre, at »fortsætte og styrke arbejdet mod fascisme og fremmedhad«, som foreningen skriver på sin hjemmeside.

Anton Nielsen glæder sig over, at kulturminister Marianne Jelved (R) har lovet, at Frihedsmuseet skal opføres på ny.

»Som en sidste hilsen til de mennesker, som ofrede livet for Danmarks frihed, skal man sørge for, at den bygning kommer op at stå igen og ikke ligesom så meget andet for besættelsestiden forsvinder ned i glemmebogen,« siger Anton Nielsen, der har en formodning om, at branden blev påsat.

»Jeg venter spændt på politiets undersøgelse af, hvordan branden overhovedet er opstået. Som jeg kender den nazistiske højrefløj her i Danmark og Europa, så viger de ikke tilbage for noget som helst. Men nu får vi at se,« tilføjer han.

Sagen om branden på Frihedsmuseet blev mandag overdraget fra Københavns Brandvæsen til brandafdelingen under Københavns Politi, der skal stå for efterforskningen.

Dagens Gossip