Antorini afviser ny modersmålsundervisning

Det er forkert, når oppositionen hævder, at regeringen indfører modersmålsundervisning ad bagdøren i forbindelse med et stort forsøg, der skal gå i gang efter sommerferien.

- Regeringen har ikke planer om at gøre modersmålsundervisningen obligatorisk. Det her handler om, at der ikke er ret meget systematisk viden om, hvad der skal til for at løfte tosprogede elever fagligt, siger børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

Regeringen har afsat 30 millioner kroner, som skal bruges til modersmålsundervisning på 200 folkeskoler.

Resultaterne af indsatsen skal herefter bruges til fremadrettet at få udlignet de forskelle, der i dag er på karaktererne for danske elever og deres tosprogede kammerater.

- I dag halter de tosprogede 1,5 til 2 karakterpoint bagud i forhold til deres danske kammerater. Det her er et ambitiøst forsøg med forskning og evaluering, hvor vi skal finde ud af, om det virker, siger Christine Antorini.

Hos oppositionen er man blandt andet utilfreds med, at forsøget bliver præsenteret midt i forhandlingerne om en storstilet skolereform, men uden at de forhandlende partier er blevet hørt.

Både De Konservative og Dansk Folkeparti har fastslået, at det vil have en negativ effekt på forhandlingsklimaet.

- Jeg vil nu tage en stille og rolig snak med dem. De er selvfølgelig også interesserede i, at vi får løst disse problemer, siger Christine Antorini.

Hun henviser til, at mange skoler allerede er i gang med tilsvarende projekter.

- Nu laver vi det som et samlet forsøg, så vi får viden om, hvordan eleverne bliver dygtigere.

- Derfor tror jeg også, at når Dansk Folkeparti og De Konservative får kigget lidt mere på det, så kan de se, at det er med til at understøtte, hvordan vi får dygtigere elever, siger Antorini.

/ritzau/

 

Dagens Gossip