Antorini hylder bredt samarbejde bag erhvervsskoleaftale

Det er nogle af de punkter, som regeringen, landsorganisationen LO og arbejdsgiverforeningen DA onsdag formiddag har skrevet under på i en fælles erklæring om elementerne i den kommende reform af erhvervsuddannelserne, som undervisningsminister Christine Antorini (S) præsenterer onsdag middag.

»Al erfaring viser, at det er et samarbejde med parterne, der gør, at vi kan sætte nogle langsigtede spor og få udviklet erhvervsuddannelserne,« sagde undervisningsministeren kort før præsentationen af reformforslaget og fortsatte med lovordene til LO og DA.

»Det skal være sådan, at langt flere unge vælger en erhvervsuddannelse. Vi skal have bedre uddannelser, og det får vi kun via et samarbejde, så jeg er virkelig glad for, det er lykkedes at have så tæt et samarbejde om hovedprincipperne for fremtidens erhvervsuddannelser«.

Administrerende direktør i DA, Jørn Neergaard, havde også de fundet de store gloser frem, inden han gik ind til præsentationen sammen med ministeren.

»Det er en af de mest afgørende reformer i Danmark, fordi vi skal bruge disse uddannede mennesker til at producere for Danmark i de kommende år, og der er nogle ubalancer, som skal korrigeres,« sagde han.

DA-direktøren understregede, at reformen kun kan blive en succes, hvis de unge oplever erhvervsuddannelserne som attraktive, og hvis alle erhvervsområder oplever erhvervsuddannelserne som duelige.

»Vi har problemer begge steder, og det er helt afgørende, at denne type problemer bliver håndteret. Derfor skal en erhvervsuddannelsesreform have bred accept i erhvervslivet og hos de unge,« sagde Jørn Neergaard.

Elementerne i trepartsaftalen spænder over en række områder inden for erhvervsuddannelsesområdet. I alt har man valgt at fokusere på otte specifikke områder, heriblandt at stille tydelige krav til eleverne og sørge for, at der er en uddannelsesvej til alle.

Både LO og DA sad med i det arbejdsudvalg, der tidligere blev nedsat for at komme med anbefalinger til erhvervsuddannelsesreformen. I forsommeren afsluttede udvalget imidlertid sit arbejde uden at kunne nå til enighed om fælles anbefalinger.

Men ifølge Berlingskes oplysninger har LO, DA og regeringen hen over sommeren og det tidlige efterår mødtes for at nå til enighed om den fælles erklæring – og et sæt fælles sigtelinjer – for reformen, som altså vil blive underskrevet kort før middag onsdag.

Dagens Gossip

Dagens TV