Antorini: Klasselærerrollen er ikke truet

Det fastslår undervisningsminister Christine Antorini (S), efter at det har været fremme, at regeringen, Venstre og Dansk Folkeparti lægger op til et opgør med klasselærerfunktion som led i det nye folkeskoleforlig.

»Der bliver ikke ændret ved, at der skal være en klasselærerfunktion, men ligesom andre steder, hvor flere kan varetage en fælles opgave, så er der den mulighed, der nu også bliver omkring en klasse,« siger Christine Antorini til DR Nyheder med henvisning til, at opgaven som klasselærer vil kunne varetages af flere.

Hun understreger over for mediet, at det har været et ønske fra flere af forligsparterne bag reformen.

Partierne skriver i aftalen, at »skolerne skal have frihed til at fastsætte, hvordan organisationen og ansvaret er placeret for løsningen af opgaven som klasselærer«, og den formulering gør to af landets førende folkeskoleeksperter bekymrede - blandt andre Niels Egelund, professor og centerleder ved Aarhus Universitet.

»Det er meget vigtigt, at vi har klasselærerfunktionen, hvor en lærer har ansvaret for at holde øje med elevernes udvikling og deres relationer til hinanden. At dele dette ansvar ud på flere personer er en rigtig dårlig ide,« siger Niels Egelund i lørdagens udgave af Information.

Dagens Gossip