Antorini optimistisk trods danskernes dårlige læsefærdigheder

Undervisningsminister Christine Antorini (S) siger i en kommentar, at regeringen har taget initiativer, der skal rette op på danskernes mangel på basale færdigheder. Hun peger blandt andet på folkeskolereformen og ekstra penge til voksen- og efteruddannelse.

»Vi har taget fat på at øge voksnes deltagelse i forbedrende voksenundervisning gennem VEU-centrenes opsøgende vejledning og rådgivning. Derudover sætter vi gang i et udviklingsprojekt inden for almen voksenuddannelse, som blandt andet skal forbedre undervisningstilbuddene til voksne med utilstrækkelige færdigheder,« forklarer hun.

»Det skal sammen med bedre voksen- og efteruddannelser, som regeringen har afsat en ekstra milliard kroner til, bidrage til at gøre danskerne dygtigere,« siger ministeren.

Dansk Arbejdsgiverforenings direktør Henrik Bach Mortensen mener, at de dårlige læsefærdigheder er resultatet af et politisk svigt, hvor man har forsømt at sørge for et uddannelsessystem i international topklasse.

Socialdemokraternes undervisningsordfører Troels Ravn (S) mener dog, at det er vigtigere at kigge fremad.

»Jeg synes ikke, det er interessant at kigge tilbage eller begyndte at bebrejde den borgerlige regering en manglende indsats, selv om det er alvorligt nok. Jeg fokuserer på, at vi nu tager fat, især den såkaldte VEU-milliard, som kommer mennesker med mindst uddannelse til gode. Den er rigtig vigtig,« siger Troels Ravn til Berlingske Nyhedsbureau.

»Det siger mig, at regeringen nu har lagt den rigtig kurs. Det er vigtigt, fordi de grundlæggende færdigheder ikke kan overvurderes. Det har afgørende betydning, når du på arbejdspladsen skal følge med i de øgede krav, hvor det at kunne læse og skrive er helt nødvendig ting,« siger Troels Ravn.

7.328 danskere medvirker i OECD-undersøgelsen, som omfatter 24 lande.

Dagens Gossip