A.P. Møller-Mærsk ændrer ejerstrukturen

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

A.P. Møller-Mærsk opretter et nyt holdingselskab og ændre ejerskabet.

Det oplyser A.P. Møller Fonden i en pressemeddelelse tirsdag.

Siden 1953 har A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal, kaldet A.P. Møller Fonden, været ejet af A.P. Møller Mærsk, men nu bliver ejerstrukturen ændret.

Det sker for at fremtidssikre selskabet.

Fremover skal fonden ikke være direkte ejet af A.P. Møller-Mærsk. I stedet indsætter man et holdingselskab mellem Mærsk og den hidtidige ejer, fonden, som i øjeblikket ejer 41,5 procent af kapitalen og 51,09 procent af de stemmeberettigede aktier i selskabet.

De aktier overtager det nye A.P. Møller Holding, mens fonden bliver 100 procent ejet af holdingselskabet.

Til Jyllands-Posten siger Ane Mærsk Mc-Kinney Uggala, at det er en stor beslutning for hende på den måde at ændre det ejerskab, som hendes far Mærsk Mc-Kinney Møller og hendes farfar Arnold Peter Møller står bag.

- Det er ikke en revolution, men en meget stor beslutning, fordi fonden blev dannet i 1953 af min farfar, siger hun til avisen, og hun slår fast, at beslutningen har været længe undervejs.

Mellem 2010 og 2012 har man uddelt 900 millioner kroner om året. Senest fik folkeskolen en milliard kroner fra fonden.

Bestyrelsen i det nye selskab vil blive valgt blandt Fondens bestyrelsesmedlemmer for et år af gangen og vil ved stiftelsen bestå af Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla, der bliver formand, direktør Peter Straarup og direktør Lars-Erik Brenø.

Ifølge Jyllands-Posten er tanken bag den nye struktur, at et holdingselskab giver mulighed for at spare op til dårlige tider og investere i andre forretninger end A.P. Møller-Mærsk.

Har man kun en fondsstruktur, er man tvunget til at udlodde en bestemt del af udbyttet, og man har ikke mulighed for at spare op.

/ritzau/