Apollo og Falk Lauritzen er solgt og er nu på tyske hænder

Skrevet af admin

22/06/2015

Mest læste i dag

Rejseselskaberne Apollo og Falk Lauritzen er blevet solgt til tyske Rewe Group, oplyser Apollo Rejser i en pressemeddelelse.

Det sker som led i Kuoni-koncernens salg af sin europæiske rejsearrangørvirksomhed. Den schweiziske koncern har ejet de danske selskaber i 16 år.

Det er dog ikke sikkert, at salget er noget, forbrugerne kommer til at lægge mærke til.

Alle ansatte og samtlige varemærker, der indgår i købet, fortsætter nemlig som hidtil.

- Apollos virksomhed i de nordiske lande fortsætter således uforandret og ganske som hidtil, skriver Apollo i meddelelsen.

Salget af Apollo og Falk Lauritzen var ventet, da Kuoni allerede i januar meddelte, at koncernen havde besluttet sig for at sælge ud af sine aktiviteter i Norden.

Med i salget indgår også Apollos flyselskab Novair samt sports- og aktivitetshotellet Playitas på Fuerteventura.

- Vi ser det som en stor styrke, at Apollo skiller sig ud i markedet ved at drives videre som det klassiske nordiske varemærke, det er. Apollo er velkendt blandt de mange rejsende i de nordiske lande, siger Leif Vase Larsen, administrerende direktør for Apollo i Norden, i pressemeddelelsen.

Han kalder det "en glædelig nyhed" for Apollos ansatte og kunder.

- I Rewe Group får vi en ejer, som ser det potentiale, Apollo har på det nordiske marked. Vi ser frem imod at fortsætte udviklingen af vores virksomhed i Norden sammen med en stor og ressourcestærk international spiller, siger topchefen.

Parterne har aftalt ikke at offentliggøre noget om købssummen eller andre detaljer i aftalen.

Handlen ventes endelig gennemført i tredje kvartal, når konkurrencemyndighederne i EU og i Schweiz har godkendt den.

/ritzau/