Apotek med korrekte kemo-doser skyder på medicinalfirma

Skrevet af admin

31/01/2014

Dagens topnyheder

Virksomheden Sanofi, der står bag den medicin, som 99 kræftpatienter er blevet fejlbehandlet med i forbindelse med deres kemoterapi, bærer en del af skylden for overmedicineringen.

Det mener Lars Nielsen, der er apoteker på Region Hovedstadens Apotek, hvor prostatakræftpatienter har fået en korrekt dosis af medicinen.

Fejlen er opstået, fordi virksomheden bag medicinen har ændret dosis i flaskerne med medicin for at gøre plads til spild. Det fremgår af et ændret produktresumé for medicinen, som blev overset, da medicinen blev blandet på apotekerne.

Da det skete, burde virksomheden have gjort opmærksom på ændringen, for den er væsentlig, lyder det fra Lars Nielsen.

- Den normale kutyme er, at der bliver skrevet ud fra virksomhederne, der fremstiller denne slags ting. Og det er ikke sket i dette tilfælde.

- Man skal sondre mellem, om det er en ændring, der er vigtig for sygehusapotekerne, eller om det ikke spiller en rolle, siger han.

Fejlbehandlingen kan have været medvirkende til tre dødsfald.

I 2012 rettede Sanofi produktresuméet, men Hospitalsapoteket Aarhus opdagede først fejlen den 4. november 2013.

Den 7. november sendte Sanofi en advarsel ud til hospitalerne, men det burde være sket langt tidligere, lyder det.

- Dette var en vigtig ændring, og Sanofi burde have gjort opmærksom på det i dette tilfælde, siger Lars Nielsen.

Hos Sanofi mener man dog, at apotekerne selv burde være opmærksomme på, at produktresuméet var blevet ændret, fordi det jævnligt sker.

- Vi har allerede gjort rigtig meget. Vi har været i dialog med sygehusene, sendt yderligere informationer ud, men at blande produkterne er noget, som farmaceuter på sygehusene gør.

- Der må vi forvente, at de følger de vejledninger, der ligger, siger general manager i Sanofi, Lasse Petersen.

/ritzau/