Appelinstans stadfæster: Hobro brugte ulovlig spiller

Fodboldens Appelinstans er enig i kendelsen, som Fodboldens Disciplinærinstans kom frem til i september; Hobro brugte Adama Tamboura ulovligt i superligakampen mod AGF tidligere på sæsonen.

Dermed står Hobro fortsat som taberdømt i kampen, som bundholdet ellers vandt 2-1 på selve fodboldbanen.

- Appelinstansen fandt ikke, at Adama Tambouras kontraktudløb med Randers FC indebar, at spilleren var "klubløs" frem til tidspunktet, hvor spilleren blev indmeldt i - og indgik kontrakt med Hobro, lyder det på Dansk Boldspil-Unions (DBU) hjemmeside.

Kendelsen kan inden for fire uger indbringes for Danmarks Idrætsforbund og DIF-idrættens Højeste Appelinstans.

Hobro har tidligere erklæret, at man ville gå hele vejen for at få medhold i sagen. Klubben forventede således ikke at få noget ud af appellen til Fodboldens Appelinstans.

/ritzau/

Dagens Gossip