Apple tilbagekalder potentielt farlige stik - tjek her, om dit skal indleveres

Apple trækker en lang række stik tilbage, fordi de potentielt er farlige. Det skriver Apple i en pressemeddelse, som er udkommet i dag. 

- Apple har konstateret, at i meget få tilfælde kan den tobenede Apple-strømforsyning til stikkontakten, der er designet til brug i det europæiske kontinent, Australien, New Zealand, Korea, Argentina og Brasilien, gå i stykker og medføre risiko for elektrisk stød ved berøring, skriver virksomheden.

Det defekte stik er blevet solgt mellem 2003 og 2015 sammen med Apples computere, iPhones, iPads, iPods og et rejsesæt kaldet 'Apple World Travel Adapter Kit'.

Der er indtil videre set 12 eksempler verden over på, at stikket er gået i stykker og har givet elektrisk stød.

Sådan tjekker du dit stik
Tag stikket ud af opladeren eller strømforsyningen og kig på bagsiden. Sammenlign din strømforsyning med billederne nedenfor.

På en berørt strømforsyning til stikkontakter vises der 4-5 eller ingen tegn på indersiden af den åbning, hvor den sluttes til Apple-strømforsyningen.

I så fald skal den afleveres tilbage til nærmeste Apple-forhandler.

Hvis der derimod sidder en områdekode bag på stikket, for eksempel EUR, har det ingen fejl.

Hvis du er indehaver af et berørt stik, kan du få det byttet til et nyt hos din nærmeste Apple-forhandler.

- Vi skal kontrollere serienummeret på Mac, iPad, iPhone eller iPod som led i udskiftningsprocessen, så vi beder dig om at finde serienummeret i forvejen. Det er nemt at finde serienummeret på din enhed, skriver Apple i pressemeddelsen.

Følg Dagens Forbrug for flere lignende artikler:

 

 

Dagens Gossip

Dagens TV