Apple tilbyder kunderne gammelt styresystem

Skrevet af admin

25/09/2014

Dagens topnyheder

Det blev en ommer. It-giganten Apples seneste opdatering til styresystemet iOS 8.0.1, der blev sendt ud til mobiltelefoner og iPads i sidste uge, har nu en afløser på vej.

Apple oplyser ifølge Reuters, at man i løbet af et par dage vil sende en ny opdatering ud - iOS 8.0.2.

It-giganten er blevet overdænget med klager, efter folk downloadede det opdaterede styresystem. Folk har blandt andet klaget over, at de mistede dækningen efter opdateringen.

Der har også været klager over, at Touch ID, som er fingeraftrykslæseren på de nyeste versioner af iPhones, også holder op med at virke efter en opdatering.

Indtil opdateringen rammer nettet, kan man i stedet geninstallere iOS 8 ved hjælp af iTunes.

Det var ellers meningen, at iOS 8.0.1 skulle rette en række småfejl. Men det viste sig i stedet, at opdateringen medførte større problemer.

/ritzau/Reuters