Apples danske indtog kan få hjælp fra statskassen

Skrevet af admin

27/02/2015

Mest læste i dag

Den amerikanske it-gigant Apples danske satsning i Foulum uden for Viborg kan komme til at ske med en god portion offentlige støttekroner.

Det skriver Børsen.

Årsagen til, at Apple kan få hjælp fra de offentlige kasser, er, at selskabet planlægger at investere i at kanalisere overskudsvarmen fra de planlagte mere end 160.000 kvadratmeter computerservere over i fjernvarmenettet i Viborg.

Det foregår ved, at der bygges særlige anlæg, som Apple potentielt vil kunne få store tilskud til.

- Sådan som rammevilkårene har udviklet sig de senere år, kan du få massive tilskud til disse typer installationer. I visse tilfælde kan 80 procent af investeringen dækkes af tilskud fra energiselskaberne, siger Peter Maagøe, direktør og partner hos konsulentfirmaet Viegand Maagøe, til Børsen.

Han nævner over for avisen, at hans virksomhed er involveret i to konkrete projekter i København, hvor den samlede energiinvestering er tjent hjem på et år på grund af støttesystemet.

Projektleder Ole Jakobsen fra Dansk Energirådgivning mener, at en støtte på 80 procent "lyder i den høje ende". Men han siger ifølge Børsen, at selskaber godt kan opnå støtte på 50 procent og endnu højere, hvis Apples serverpark kategoriseres som såkaldt procesindustri.

Apples investering i datacentret i Danmark er på over seks milliarder kroner. Centret ventes at skabe 300 nye arbejdspladser.

/ritzau/