Apples nye iPhones har vokseværk

Teknologi-giganten Apple lancerer to nye telefoner - iPhone 6 og iPhone 6 Plus, oplyser selskabet på et pressemøde i hovedkvarteret i Cupertino i Californien.

Skærmstørrelserne vokser fra de nuværende omkring fire tommer til 4,7 tommer for iPhone 6 og 5,5 tommer for iPhone 6 Plus.

Den største af de nye telefoner er en såkaldt phablet, som størrelsesmæssig ligger mellem en telefon og en tablet. En phablet er typisk mellem 5 og 6,9 tommer stor.

- Det er det største fremskridt i iPhones historie, siger Apples topchef Tim Cook i forbindelse med lanceringen.

De nye telefoner blev præsenteret med Apples vanlige selviscenesættelse, hvor rygterne om hvad virksomheden ville lancerer har svirret i ugevis. Apple livestreamede offentliggørelsen på selskabets hjemmeside, men interessen var så stor, at mange brugere blev smidt af undervejs.

De to nye iPhones kommer i handlen i USA den 19. september og ventes i handlen i over 100 lande inden nytår.

En af de større nyskabelser i Apples lancering er betalingssystemet "Apple Pay", hvor man kan betale med sin iPhone. Og det er ikke kun de to nyeste modeller, der får den såkaldte NFC-teknologi. Alle nye telefoner bliver udstyret med systemet.

Frem mod Apples pressemøde har der været kraftige rygter om, at Apple ville lancere et såkaldt smartwatch. Og der er hold i rygterne. Det nye ur får navnet "Apple Watch".

- Apple Watch er det mest personlige apparat, vi nogensinde har skabt, siger Tim Cook.

Uret kommer i forskellige størrelser og modeller, men det ventes først at komme i handlen i starten af 2015.

Apple oplyser, at "Apple Watch" ikke kan købes som enkeltstående produkt, da man skal have en iPhone for at få glæde af uret.

Apple er dog langt fra den første virksomhed, der præsenterer et smartwatch, da konkurrenter som eksempelvis Samsung, LG, Sony og Asus allerede har fremvist deres varianter af de intelligente ure.

/ritzau/

Dagens Gossip