Arabisk Liga: Israel begår krigsforbrydelser i Gaza

Skrevet af admin

20/07/2014

Dagens topnyheder

Den palæstinensiske selvstyrepræsident, Mahmoud Abbas, og FN's generalsekretær, Ban Ki-moon, mødes søndag i Qatar for at drøfte krisen i Gazastriben.

Forud for mødet fordømte de palæstinensiske ledere og Den Arabiske Liga Israel for at "begå krigsforbrydelser" i Shejaia-distriktet i Gaza, hvor over 60 palæstinensere søndag meldes dræbt i et langvarigt israelsk bombardement, som anses for det blodigste angreb i enklaven i fem år.

Den Arabiske Liga opfordrer israelerne til øjeblikkeligt at stoppe sin offensiv.

På mødet med Ban Ki-moon vil Qatars emir, Tamim bin Hamad al-Thani, der har fungeret som en talsmand for Hamas i flere sammenhænge, fremlægge de krav, som den islamistiske gruppe har til det internationale samfund, siger kilder i Golfstaten.

Hamas, der kontrollerer Gazastriben, har afvist Egyptens bestræbelser på at få en våbenhvile i stand mellem bevægelsen og Israel.

Hamas kræver, at en aftale må indebære en ophævelse af blokaden af enklaven og indbefatte end tidligere våbenhvileaftale, så palæstinensere i israelsk fangenskab kan blive frigivet.

Ban Ki-moon skal også drøfte krisen i Kairo mandag med den egyptiske præsident, Abdel Fattah al-Sisi.

Forholdet mellem Egypten og Hamas er blevet stærkt forværret, efter at militæret afsatte den islamistiske præsident Mohamed Mursi sidste år og forbød hans Muslimske Broderskab, der hører til de vigtigste af Hamas' allierede.

Hamas ønsker, at forhandlinger skal omfatte dets allierede i Tyrkiet og Qatar.

Egyptens udenrigsminister sagde i sidste uge, at Hamas kunne have sparet mange menneskeliv, hvis bevægelsen var gået med til en våbenhvile, som Kairo havde foreslået.

- Hvis Hamas havde accepteret våbenhvilen, så kunne mindst 40 palæstinenseres liv være sparet, sagde den egyptiske udenrigsminister, Sameh Shoukri, i en direkte kritik af Hamas.

Den tyrkiske premierminister, Recep Tayyip Erdogan, langer hårdt ud efter Israel på grund af offensiven i Gazastriben.

- Israelerne har ingen samvittighed, ingen ære, ingen stolthed. De forbander Hitler dag og nat, men de har overgået Hitler, når det gælder at være barbarisk, siger Erdogan.

/ritzau/AFP