Arabiske lande neddrosler kampen mod Islamisk Stat

Skrevet af admin

10/12/2015

Dagens topnyheder

Storbritannien har som det seneste vestlige land sendt sine krigsfly mod den militante bevægelse Islamisk Stat (IS) i Syrien.

I forvejen angriber franske og amerikanske fly Islamisk Stat i Syrien og også i Irak.

Arabiske lande er også med i koalitionen mod IS, men det bliver mere og mere svært at få øje på arabiske krigsfly i det luftrum, hvor der rettes angreb mod den militante islamistiske bevægelse.

Den amerikanske tv-station CNN har set på de arabiske landes deltagelse og er nået frem til, at krigsfly fra De Forenede Arabiske Emirater og fra Saudi-Arabien deltager, men det er meget begrænset.

De gennemfører én mission mod IS - om måneden.

Jordan holdt ifølge CNN op med at angribe i august, og Bahrain indstillede sine bombardementer i efteråret.

CNN har kontaktet de arabiske lande for at høre, hvorfor de ikke angriber noget mere, men ingen af landene har svaret tv-stationen.

Forleden kom det frem, at USA's forsvarsministerium har sendt breve til sine allierede, herunder Danmark og de øvrige skandinaviske lande, og bedt om mere støtte i kampen mod Islamisk Stat. Blandt andet efterlyser amerikanerne elitesoldater.

Analytikere peger på, at de arabiske lande er mere interesserede i den konflikt, der raser i Yemen.

Her støtter de to store rivaler i den muslimske verden i Mellemøsten hver sin side.

Det shiamuslimske Iran støtter de shiaoprørere, der i fjor erobrede hovedstaden Sanaa, og da det skete, fandt de sunnimuslimske arabiske stater med Saudi-Arabien i spidsen sammen for at slå igen.

Fawaz Gerges, professor på Mellemøststudier på London School of Economics, siger, at det er en krig, der kører døgnet rundt.

- Saudierne og emiraterne - de to lande med de mest slagkraftige flystyrker - er i luften med kampfly over Yemen. Her ser man, at de prioriterer kampen i Yemen over kampen mod IS, siger han.

/ritzau/