Arbejde giver hver femte hudproblemer

Hver femte dansker i beskæftigelse har inden for det seneste år haft hudproblemer på hænderne.

Det viser nye tal fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø (NFA), skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

Hudproblemer kommer typisk til udtryk som eksem i form af kløe, røde knopper og plamager, tør og revnet hud og små vandblærer. For de værst ramte breder eksemen sig til armene og ansigtet.

- Det er især de håndværksprægede fag, der får problemer. Man bliver syg og stigmatiseret og tvunget ud af branchen. Det er helt meningsløst, for mange af problemerne kunne forebygges, siger Jeanne Duus Johansen, professor og centerleder ved Videncenter for Allergi på Gentofte Hospital til magasinet.

De nye tal stammer fra spørgeskemaundersøgelsen "Arbejdsmiljø og Helbred 2012", som 16.300 beskæftigede har deltaget i.

Hudproblemer skyldes ofte vådt arbejde, som især frisører, personer i fødevarebranchen som slagtere, bagere, kokke og køkkenmedhjælpere samt rengøringsassistenter og social- og sundhedsassistenter har en del af.

I mange brancher er der også kontakt med allergifremkaldende stoffer.

I undersøgelsen svarer otte procent af deltagerne, at de har haft hudproblemer i en uge eller mere, mens 13 procent svarer, at de har haft hudproblemer i nogle dage.

Det er især kvinder og unge mennesker, der oftere end andre har hudproblemer. Et typisk kvindefag som frisørfaget er da også suverænt hårdest ramt.

Ifølge Jeanne Duus Johansen er det vigtigt, at man bruger handsker, hvis man vil undgå arbejdsbetinget eksem.

- Det handler om at bruge de rigtige handsker til det rigtige arbejde og kun i så lang tid, som det er nødvendigt, siger Jeanne Duus Johansen.

I nogle brancher er der dog en vis modstand overfor at lade ansatte bruge handsker. Argumenterne lyder ofte, at det er dyrt eller ikke er noget, man plejer at gøre - eller som for eksempel i frisørbranchen at man ikke kan udføre sit håndværk med handsker på.

Men, lyder det fra Jeanne Duus Johansen, det er et spørgsmål om tilvænning og god handske-praksis. Hun mener, at der er brug for en overordnet strategi, så forebyggelseskampagner tænkes ind i de mest belastede erhverv - som for eksempel frisørfaget.

/ritzau/

 

Dagens Gossip

Dagens TV