Arbejderes flytning giver demokratisk problem

I Jylland tager flere Kansastøjet på og går på arbejde. Deres vilkår bestemmes af jakkesættene i København.

Arbejderklassen er på få år rykket væk fra København og til Vestjylland. Det viser tal fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd.

Syv af de ti mest udprægede arbejderkommuner i dag ligger i Jylland. Omvendt lå ni af de ti mest udprægede arbejderkommuner i 1985 i Københavnsområdet.

Fysisk har arbejderne ikke fyldt flyttebilen og skiftet København ud med Billund, men arbejdspladserne, hvor man bliver beskidt, er i København blevet erstattet af arbejdspladser, hvor man har jakkesæt på.

- Gennem de sidste 40 år er virksomheder, nogle af dem, flyttet mod vest på grund af for høje løn- og produktionsomkostninger. Men det er i høj grad også fordi typen af virksomheder, der beskæftiger det man kan kalde arbejderklassen, er opstået i det vestlige Danmark, siger docent ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet Viggo Plum, til Newspaq.

Især landbruget har set en åreladning over de sidste 40 år, hvor mange mennesker ansat i landbruget på grund af effektiviseringer har fået job i industrien, der samtidig er vokset i Vestjylland og skrumpet i hovedstadsområdet.

Men også i storbyerne er der sket en voldsom udvikling. Der er kommet større forskel mellem rig og fattig. Og i stigende grad er arbejderklassen defineret som servicemedarbejdere som taxachauffører, sosu hjælpere og vejarbejdere presset ud af traditionelle arbejderkvarterer og til forstæder.

- Man kan jo bare tage et kig på kvadratmeterpriserne i storbyen. Den sociale forskel slår voldsomt igennem i den geografiske struktur i storbyen også, siger Viggo Plum.

Det giver et stort demokratisk problem, at politikere, journalister, forskere og andre dagsordenssættende og højtuddannede mennesker er samlet omkring Christiansborg. Magtens centrum og beslutningerne kommer længere og længere væk fra arbejderklassen, der skal leve med de beslutninger, der træffes.

- Toppen og bunden bliver mere isoleret fra hinanden. Solidariteten falder simpelthen i et 'os og dem-samfund', siger Lars Olsen, som er bogaktuel med bogen 'Det Danske Klassesamfund', som bygger på tallene fra AE-rådet, til Ritzau.

Viggo Plum er enig i, at det kan være et stort demokratisk problem, når politikere kun udfordres af deres egen klasse og dermed ikke forstår arbejderklassen, der skal leve med beslutningerne.

- I sig selv kan det være et demokratisk problem og der skal være sammenhæng i samfundet, hvis der kommer større forskel mellem rig og fattig. Man kan frygte, at der kommer en manglende accept af hinanden, når man ikke kommer hinanden ved i det daglige, siger han.

Delt ud på kommuner tilhører 54 procent af befolkningen nu arbejderklassen i Billund i Sydjylland mod kun 21 procent af befolkningen i Gentofte lige nord for København.

 

Dagens Gossip