Arbejderklassen rykker til Jylland

Arbejderne er nemlig ikke længere bosat i de københavnske forstæder - i dag bor de i Vestjylland.

Nye tal fra AE-rådet viser, at syv af de ti mest udprægede arbejderkommuner i dag ligger i Jylland. Omvendt lå ni af de ti mest udprægede arbejderkommuner i 1985 omkring København.

På kommuneplan tilhører 54 procent af befolkningen nu arbejderklassen i Billund i Sydjylland mod kun 21 procent af befolkningen i Gentofte lige nord for København. Og mange flere arbejdere er der ikke i selve København: 34 procent.

Arbejdernes vandring mod vest betyder, at de efterladte middelklasse-københavnere ikke i samme grad som tidligere møder arbejderklassen. Det mener docent ved Institut for Miljø, Samfund og Rumlig Forandring på Roskilde Universitet Viggo Plum. Og en sådan klasseopdeling kan give nogle grundlæggende demokratiske udfordringer, advarer han.

- De sociale forskelle er i stigende grad blevet et geografisk spørgsmål. Og opdelingen mellem øst og vest giver et demokratisk problem. Opdelingen skaber jo en manglende forståelse for, hvordan mennesker, der er anderledes end én selv, tænker, siger han til Ugebrevet A4.

Viggo Plum bakkes op af forfatter og debattør Lars Olsen. Han mener, at opbakningen til velfærdsamfundet kan falde, når landets arbejderklasse klumper sammen i vest.

- Danmark har traditionelt været et meget blandet samfund. Man har haft nogle blandede boligkvarterer og folkeskoler, hvor man mødte folk fra andre klasser. Og det har været med til at støtte opbakningen til velfærdsstaten. Men den opbakning bliver jo mindre, når toppen og bunden bliver mere isoleret fra hinanden. Solidariteten falder simpelthen i et 'os og dem-samfund', siger Lars Olsen, som er bogaktuel med bogen 'Det Danske Klassesamfund', som bygger på tallene fra AE-rådet.

Også direktør i AE-rådet Lars Andersen, chefanalytiker i AE-rådet Jonas Schytz Juul og afdelingsdirektør for personstatistik i Danmarks Statistik Niels Ploug har været med til at skrive bogen, som udkommer mandag.

Arbejderklassens bevægelse mod vest kommer samtidig med, at arbejderne generelt fylder mindre i det danske samfund. Ifølge AE-rådets tal udgjorde arbejderne i 1985 57 procent af de 18 til 59-årige. I 2009 var andelen faldet til 42 procent. Samtidig er der sket en stigning i middelklassen fra 24 til 30 procent.

Arbejderklassen er dog stadig den største klasse. Overklassen og den højere middelklasse udgør tilsammen 14,1 procent mens underklassen udgør 13,5.

 

Dagens Gossip