Arbejdsløse på kontanthjælp skal snart bevise de har søgt job

Ledige på kontanthjælp kan i dag slippe af sted med ikke at søge job, men det er slut fra nytår. Da får beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) indført håndfaste krav til jobsøgning, skriver Ugebrevet A4.

Der vil være kontant afregning, hvis den arbejdsløse lader hånt om sine pligter om jobsøgning. Målet er ifølge Ugebrevet A4 at få gjort op med en systemfejl.

»Jeg har ikke grund til at tro andet, end at langt de fleste ledige – med enkelte undtagelser kun er interesseret i at få sig et arbejde. Det her handler om at lægge indsatsen for de ledige om, så den er fokuseret på kerneopgaven: At skaffe folk i arbejde,« siger Mette Frederiksen til Ugebrevet A4.

Fra nytår skal kontanthjælpsmodtagere være meget aktive i deres jobsøgning de første tre måneder af deres ledighed. De skal søge »bredt, intensivt og realistisk«, og de skal redegøre for deres jobsøgning i en såkaldt joblog på Jobnet.dk.

Hvis det fremgår af jobloggen, at den ledige tager for let på jobsøgningen, skal jobcentrets sagsbehandler skride ind og stille håndfaste krav om, at den ledige for eksempel søger bestemte job, skriver Ugebrevet A4. Lever de ledige ikke op til kravene, skal de trækkes i deres kontanthjælp.

Beskæftigelsesministeren lancerer opstramningen på området, fordi hun under forberedelsen til et udspil til kontanthjælpsreformen i foråret kunne konstatere, at ledige risikerer at blive trukket i deres kontanthjælp, hvis de ikke dukker op til en samtale på jobcentret eller et jobsøgningskursus. Men hvis de ingen ansøgninger sender, eller lader være med at følge med i jobmarkedet, så kan jobcentret ikke straffe dem for det.

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen (V), bakker ifølge Ugebrevet A4 op om den nye sanktionsmulighed.

På jobcentret i Lolland er leder Britt Flamgaard bekymret for, at stramningen af kravene til ledige kontanthjælpsmodtagere kan få som konsekvens, at flere borgere vil synke dybere ned i »et socialt kaos«.

Hun kalder samtidig timingen uheldig.

»Det ville være noget nemmere at gennemføre den nye lovgivning, hvis landet var i en bedre økonomisk forfatning, så der var job at anvise til. Det er kernen i det her frem for al snakken om, at jobcentrene ikke gør deres arbejde, eller de ledige er dovne,« siger hun til Ugebrevet A4.

Dansk Folkepartis arbejdsmarkedsordfører, Bent Bøgsted (DF), ønsker at gå endnu længere, så der også sanktioneres mod dagpengemodtagere, der ikke tager anvist arbejde.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen afventer en rapport fra ekspertgruppen Carsten Koch-udvalget, der gransker beskæftigelsessystemet, og hun vil ifølge Ugebrevet A4 ikke på stående fod afvise at ændre på sanktioner til dagpengemodtagere.

Dagens Gossip

Dagens TV