Arbejdsløse truckere gider ikke Tyskland

De tyske motorveje vrimler med lastbiler. Men de har hårdt brug for endnu flere.

Der er nemlig kommet godt gang i væksthjulene syd for grænsen, og det har udløst en efterspørgsel efter chauffører.

- Der er en alvorlig mangel på chauffører, og det betyder, at vi er tvunget til at betale noget mere for at få fat på dem, siger Geral van Kesteren, der er finansdirektør hos Kühne & Nagel, en af danske DSV's største konkurrenter, til Børsen.

I Danmark er lastbilchaufførerne blandt dem, der er hårdest ramt af krisen. Men selv om de har svært ved at finde job herhjemme, trækker de gode jobmuligheder syd for grænsen ikke i chaufførerne.

Det er i hvert fald vurderingen fra Harald Fabricius, der er formand for Landsklubben for Godschauffører.

Han peger på at økonomien vægter tungt, selv om man er trucker helt ind i hjertet.

- Lønningerne i Tyskland matcher slet ikke det danske niveau. Så jeg tror ikke, at en dansk chauffør kan leve af den løn, han får udbetalt i Tyskland. Derfor tror jeg mere på, at chaufførerne bliver herhjemme og i stedet finder jo i en anden branche, siger han til Newspaq.

Den holdning deler Kim René Busch fra 3F's transportgruppe.

Han peger på, at danske chauffører får svært ved at opretholde deres forsøgelsesgrundlag med de tyske lønninger.

Løsningen ville derfor være at rykke telepælene op og flytte til Tyskland.

- Det tror jeg ikke kommer til at ske. Ikke til lønninger, der ligger 50 procent under vores niveau herhjemme. Det kan godt være, at man har nogle andre leveomkostninger i udlandet, men samlet set vil det have for store omkostninger for familien at flytte til Tyskland, siger Kim René Busch.

I Tyskland har ophøret af værnepligten bidraget til manglen på tusindvis af lastbilchauffører. Tidligere fik op til 30.000 soldater et stort kørekort i militæret. Nu skal de betale op til 60.000 kroner, hvis de skal have alle licenser for at opfylde vognmændenes krav.

 

Dagens Gossip

Dagens TV