Arbejdsløse: Vi er ikke for dovne til lav løn

Danskerne er bestemt ikke for dovne til at tage et arbejde til 130 kroner i timen eller under.

Det siger Peder Bæk, talsmand for foreningen Behandl os ordentligt, der taler de arbejdsløses sag.

Det mener han, selvom tal fra Danmarks Statistik ifølge Jyllands-Posten viser, at 27 procent af udlændinge i job er lavtlønnede, mens det gælder for omkring 10 procent af danskerne.

- Jeg synes, det er lidt kedeligt at læse i avisen, at vi er dovne. Det bryder jeg mig absolut ikke om, og jeg mener, at fagbevægelsen har en kæmpe opgave i denne diskussion.

- Danskerne er ikke dovne, langtfra. Kæden hopper af, fordi danskerne gennem mange år har været vant til at få lønstigninger og har haft meget sikkerhed. Det er svært pludselig at undvære de ting, når man baserer sin økonomi på det, siger Peder Bæk.

Regeringen arbejder i øjeblikket på en kontanthjælpsreform, og derfor opfordrer beskæftigelsesordfører Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance til, at ydelserne bliver sat ned, så flere danskere tager lavtlønnede job.

Et lavtlønnet job er vejen tilbage til arbejdsmarkedet i stedet for en parkering på offentlige overførsler, mener han.

- Vi skal lave reformer af vort kontanthjælpssystem, så forskellen på at være på overførselsindkomst og i et lavtlønsjob bliver lidt større. Det vil betyde, at flere danskere kan få et lavtlønsjob, som for mange mennesker er adgangen til arbejdsmarkedet, siger Joachim B. Olsen.

Den vurdering er Peder Bæk dog lodret uenig i. Han foreslår en anden løsning.

- Ydelserne er ikke for høje, de passer til det, som samfundet kræver. Vi skal kæmpe for en ny form for velfærd, hvor vi skal deles om det arbejde, der er.

- Man trækker hesten til vandtruget og vil piske den til at drikke, men der er ingen vand i truget. Hvis der intet arbejde er, så hjælper det jo ikke at sætte ydelserne ned, siger Peder Bæk.

/ritzau/

 

Dagens Gossip