Arbejdsmarkedet er vredet skævt

Skrevet af admin

04/12/2013

Mest læste i dag

Trods de seneste kvartalers tegn på økonomisk fremgang er skævvridningen på arbejdsmarkedet blevet værre mange steder i landet, viser en analyse fra Nykredit ifølge Jyllands-Posten.

Lykkes det ikke at vende udviklingen, kan det både dæmpe opsvinget og skabe varige problemer på arbejdsmarkedet i form af flaskehalse og en højere ledighed, advarer Nykredit og Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE).

Problemet bliver værre, i takt med at mange af de nye job, som i dag skabes, ligger i andre brancher end dem, som mistede job under krisen.

Samtidig er der allerede nu mangel på højtuddannede flere steder i landet, mens ufaglærte stadig mister job.

- Bider problemet sig fast, kan det øge langtidsledigheden, og det vil koste dyrt på samfundsøkonomien, siger Tore Stramer, chefanalytiker i Nykredit, til Jyllands-Posten.

Desuden viser en analyse fra AE, at langt de fleste job siden 2009 er skabt i kun fem af landets kommuner, mens resten af landet stadig har det svært.

Situationen øger ifølge erhvervsorganisationen Dansk Erhverv behovet for præcise og hurtige tiltag i den beskæftigelsesreform, som regeringen har bebudet, og som blandt andet skal sikre, at virksomhederne får stillet den mest kvalificerede arbejdskraft til rådighed.

- Vi så i højkonjunkturen sidste gang, at der hurtigt kom til at mangle arbejdskraft. Det vil vi snart opleve igen, siger Ole Steen Olsen, arbejdsmarkedspolitisk chef i Dansk Erhverv, til Jyllands-Posten.

Beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) afventer anbefalingerne til fremtidens beskæftigelsesindsats fra et udvalg under tidligere minister Carsten Koch (S), som skulle komme i denne måned.

/ritzau/