Arbejdsretten: OK at du skal ligge tæt med din kollega

Skrevet af admin

15/11/2013

Dagens topnyheder

Husk ørepropper og dit milde sind, når du fremover skal på kursus. Fra nu kan din arbejdsgiver nemlig tvinge dig til at dele værelse med en kollega.

Det står fast, efter at Arbejdsretten har talt.

Det er i orden, at medarbejdere på kurser bliver indkvarteret på dobbeltværelser med kolleger af sammen køn. Det er ikke misbrug af ledelsesretten og ikke krænkende for personer af samme køn, lyder dommen fra retten.

Sagen er indbragt for Arbejdsretten af HK mod byggemarkedet Silvan efter et kursus. Tre medarbejdere var efter kurset utilfredse med indkvarteringen på dobbeltværelser og klagede.

Inden kurset havde Silvan gjort opmærksom på, at medarbejderne ville blive indkvarteret på dobbeltværelse frem for enkeltværelser. Det skete af sparehensyn, og fordi det var svært at finde lokaliteter, men andet kunne aftales.

Medarbejderne skulle blot kontakte Silvan, så ville de undersøge, om der var ledige enkeltværelser på kursusstedet.

Arbejdsretten har taget stilling til, om det er udtryk for manglende hensyntagen til de enkeltes personlige integritet og dermed et misbrug af ledelsesretten, at kursusdeltagerne boede to og to på værelserne.

Det mener Arbejdsretten ikke med sin afgørelse fra torsdag.

Arbejdsretten giver Silvan ret i, at de har handlet sagligt og ud fra et klart driftsmæssigt hensyn.

Hos HK Handel undrer man sig til gengæld rystet over afgørelsen.

- Jeg synes, det er en forkert og ret besynderlig dom, siger Kim Jensen, faglig chef i HK Handel, og nævner flere eksempler, hvor det i fagforeningens øjne er gået galt, når kursister har måttet dele værelse:

En medarbejder måtte tilbringe natten på et billardbord, fordi den tildelte sovekammerat snorkede sig højlydt gennem natten. En anden blev ifølge HK Handel holdt vågen af værelseskammeratens dårlige mave og rutefart til toilettet.

- Der er sågar eksempler på, at medarbejdere måtte dele en dobbeltseng. Det er ikke ordentlige vilkår, siger Kim Jensen.

- Man kan jo prøve at spørge, om Arbejdsrettens dommere selv kunne tænke sig den situation - eller arbejdsgiverne for den sags skyld. Det er en urimelig besparelse over for medarbejderne, siger han.

Dansk Erhverv er tilfreds med dommen.

- Det er meget tilfredsstillende, at Silvan har fået Arbejdsrettens ord for, at HK-medarbejdernes integritet ikke blev krænket. Det er meget normalt, at man bor på dobbeltværelse, når man er på kursus, siger overenskomstchef Peter Vibe i en skriftlig kommentar.

/ritzau/