Arbejdstilsynet sætter massivt ind mod alvorlige byggeulykker

Skrevet af John Meyer

09/02/2013

Dagens topnyheder

Torsdag gennemførte Arbejdstilsynet en aktion mod byggepladser. Aktionen var en opfølgning på en bygge- og anlægsaktion i januar. De byggepladser, hvor der var alvorlige sikkerhedsproblemer ved den seneste aktion, havde Arbejdstilsynet udtaget til et ekstra besøg for at se, om der var kommet styr på sikkerheden. Og det var der heldigvis på næsten 60 pct. af byggepladserne. Ud over at følge op på de problemer, der blev konstateret ved det tidligere besøg, havde Arbejdstilsynet denne gang særligt fokus på risici for gennemstyrtning ved arbejde i højden.

- Når Arbejdstilsynet oplever, at to ud af tre byggepladser retter op på de farlige forhold, så er det min vurdering, at vores indsats gør en stor forskel. Oven i det så er det meget positivt, at vi slet ikke er stødt på fare for gennemstyrtning, fordi konsekvenserne af disse ulykker er så alvorlige. Og samtidig kan vi konstatere, at der kun er opstået nye sikkerhedsproblemer på en mindre del af de genbesøgte byggepladser, siger tilsynschef Lene Teilberg fra Arbejdstilsynet.

- Desværre handler ca. en tredjedel af de nye reaktioner om risici for at falde ned fra højden ved huller og kanter på tage, stilladser, etageadskillelser og lignende, som også kan resultere i alvorlige ulykker og dødsulykker. Selvom vi støder på det igen og igen på vores aktioner og tilsyn, så er det hver gang en chokerende oplevelse at se, hvordan der gambles med de ansattes sikkerhed, når de arbejder i højden, slutter Lene Teilberg.