Arbejdstilsynet trues igen af fyringer

Skrevet af admin

26/08/2015

Dagens topnyheder

Hvis ikke Arbejdstilsynet ekstraordinært får bevilget 77 millioner kroner til 2017 i efterårets finanslov, kan det betyde fyringer og forringelser hos tilsynet, skriver Ugebrevet A4.

Arbejdstilsynet lever af midlertidige bevillinger og får frem til 2016 bidrag fra Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse. Men snart er fonden tømt, og det vil skabe et hul i Arbejdstilsynets budget fra 2017. Det er et problem, mener Lizette Risgaard, næstformand i LO.

- Nu må vi have en permanent løsning for Arbejdstilsynet.

- Jeg forlanger ikke guld og grønne skove, men ressourcer nok til, at tilsynet ikke hele tiden er under pres og skal fyre og ansætte nye folk afhængig af, hvad politikerne beslutter fra det ene år til det andet, siger Lizette Risgaard til Ugebrevet A4.

Ifølge Lizette Risgaard er der behov for en fast bevilling på finansloven til Arbejdstilsynet. De vil nemlig blive ramt mærkbart uden de 77 millioner i 2017, da det vil betyde fyringer og færre ressourcer til at udføre opgaver, hvilket sender et forkert signal.

- Jeg håber, at den nye regering har en erkendelse af, at hvis Arbejdstilsynets tilsynsførende forsvinder i stor stil, så sender vi et signal til virksomhederne om, at de godt kan tage mere afslappet på arbejdsmiljøet, siger Lizette Risgaard til Ugebrevet A4

Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, afviser dog, at der vil komme en fast bevilling i nærheden af den størrelsesorden som LO og Arbejdstilsynet håber på.

-Jeg synes, man skal være varsom med at være kræsen i forhold til finansieringskilde.

- Det vigtigste for mig at se er, at vi har et arbejdstilsyn, som fungerer godt, og som kan sikre, at man ikke bliver syg af at gå på arbejde. Den tidligere regering har jo også brugt midlertidige finansieringsløsninger, siger Hans Andersen til Ugebrevet A4.

/ritzau/