Arbejdstimer stiger hurtigere i pris i EU end i Danmark

Prisen for en times arbejde i de danske, private virksomheder stiger ikke så hurtigt som i resten af EU.

Arbejdsomkostningerne per time steg 1,3 procent i den private sektor i Danmark i første kvartal 2014 i forhold til samme kvartal året før, oplyser Danmarks Statistik.

Dermed steg omkostningerne per arbejdstime mindre i Danmark end i gennemsnittet for de 28 EU-lande, hvor arbejdsomkostningerne i snit steg med 1,5 procent.

Fra fjerde kvartal 2013 til årets første kvartal er stigningen på aftaget med 0,1 procentpoint i Danmark, mens den steg samlet steg 0,4 procentpoint i EU-landene i samme periode.

Siden første kvartal 2013 er de danske lønninger ellers steget hurtigere end EU-gennemsnittet, men nu sakker danskernes løn altså igen en smule bagud.

Hvis man kaster et blik på danskernes nabolande og største samhandelspartnere, Tyskland, Sverige og Storbritannien, så stiger lønnen hurtigere i Sverige og Storbritannien end herhjemme, men tyske arbejdsgivere har været lidt mere tilbageholdende med at åbne lønningsposen.

I første kvartal var væksten i arbejdsomkostningerne 2,9 procent i Sverige og 2,0 i Storbritannien. I Tyskland var stigningen i årets første kvartal 1,1 procent og dermed lidt under den danske.

EU's gennemsnit dækker over store forskelle. Letland havde den højeste årlige vækst i arbejdsomkostningerne med en stigning på 7 procent per time, mens prisen for en arbejdstime i Estland voksede 6,4 procent.

Andre steder slipper arbejdsgiverne tilsyneladende noget billigere. Tre lande havde et decideret fald i arbejdsomkostningerne i første kvartal.

I Cypern faldt prisen per time mest med 6,4 procent efterfulgt af Kroatien, hvor arbejdsomkostningerne faldt 2,1 procent.

Arbejdsomkostningerne består af løn, pensionsopsparinger og øvrige arbejdsomkostninger som for eksempel bidrag til offentlige kasser og uddannelsesomkostninger.

/ritzau/

Dagens Gossip