Arbejdsulykke: 27-årig fik flænset armen op på slagteri

En 27-årig slageriansat kom mandag morgen galt afsted på Steff Houlberg-slagteriet på Bragesvej i Ringsted.

En ambulance og en lægehelikopter blev tilkaldt, da man i første omgang frygtede, at en medarbejder var kommet i klemme under arbejdet.

Det viste sig dog at være en 27-årige mand fra Ugerløse, som var kommet til skade. Han var faldet, da han skulle skubbe et stativ med kroge, og hans ene arm blev flænset op af en krog.

Manden blødte voldsomt efter ulykken og blev kørt til skadestuen, hvor han fik armen syet sammen. Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at den ansatte senere blev udskrevet.

Politiet underrettede Arbejdstilsynet, der kom til stedet for at se på, om nogen kan drages til ansvar for ulykken.

Dagens Gossip