Arbejdsulykke: Giftige gasser sender syv på hospitalet

Skrevet af Michael Lauritsen

08/10/2013

Dagens topnyheder

Giftige gasser forårsaget af kemikalier var tirsdag formiddag skyld i, at syv medarbejdere på maling- og lakfabrikken Teknos i Vamdrup uden for Kolding måtte bringes på hospitalet.

Alarmen gik klokken 11.40.

- Fabrikken har nogle 200-liters tromler, hvori de blander kemikalier. Og der må ikke komme urenheder i. Det skete på en eller anden måde alligevel, og der opstod en kemisk reaktion, fortæller vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, Hans Hoffensetz, til Dagens.dk.

Fabrikkens medarbejdere blev evakueret. Syv klagede efterfølgende over åndedrætsbesvær og blev bragt på hospitalet. Her er meldingen, at det ikke er alvorligt.

Følg Dagens.dk på Facebook - Altid gratis nyheder og information

Hans Hoffensetz oplyser, at der opstod kortvarig eksplosionsfare. Der er nu styr på situationen. De giftige gasser nåede heller ikke udenfor matriklen.

- De er nu i gang med at bjærge væsken og rydde op, siger vagtchefen.

Arbejdstilsynet er orienteret om ulykken.