Argentina får luft i VM-kvalifikationen med sejr

Skrevet af admin

18/11/2015

Mest læste i dag

Argentina lå i den tunge ende af gruppen i den sydamerikanske VM-kvalifikation, men en 1-0-sejr tirsdag over Colombia giver Argentina noget luft.

Med sejren hopper Argentina frem på fjerdepladsen med fem point for fire spillede kampe, mens Colombia fortsat har fire point for samme antal kampe.

Det var Argentinas første sejr i VM-kvalifikationen, og den kom i land med en scoring fra Lucas Biglia fra tæt hold efter et oplæg fra Ezequiel Lavezzi, da der var spillet 19 minutter.

Argentina var uden stjernerne Lionel Messi samt Sergio Agüero, der er skadede, selv om Messi dog var tilbage på træningsbanen i Barcelona mandag.

Formstærke Angel Di Maria missede en stor chance mod slutningen af første halvleg, og Paulo Dybala ramte stolpen før slutfløjt.

Colombia kom ikke til meget i kampen.

Argentina tabte det første gruppeopgør hjemme til Ecuador og spillede siden hen uafgjort mod både Paraguay og Brasilien.

Ecuador topper gruppen med 12 point for fire kampe efterfulgt af Chile og Uruguay med henholdsvis syv og seks point.

De fire bedste sydamerikanske hold kvalificerer sig til VM i Rusland, mens nummer fem skal spille playoff.

/ritzau/