Argentina har fundet Di Marias erstatning mod Holland

Skrevet af admin

09/07/2014

Dagens topnyheder

Enzo Perez skal sandsynligvis udfylde et stort hul på Argentinas midtbane onsdag aften, når sydamerikanerne møder Holland i VM-semifinalen.

Meget tyder på, at landstræner Alejandro Sabella sender Benfica-spilleren på banen i stedet for den skadede Angel Di Maria.

- Jeg kan bekræfte, at Enzo Perez sandsynligvis vil være i startopstillingen, siger Sabella.

Landstræneren vurderer, at tabet af Di Maria er stort, da Real Madrid-spilleren frem til nu har haft et godt samarbejde med holdets største stjerne Lionel Messi. 28-årige Enzo Perez er dog en god erstatning, mener Sabella.

- Perez er blevet mere moden. Han har en masse dynamik i sit spil, løber meget og skaber rum på banen, siger Alejandro Sabella.

Enzo Perez har blot været i aktion en enkelt gang under VM. I kvartfinalen mod Belgien, der blev slået 1-0, blev midtbanespilleren sendt på banen, da Angel Di Maria måtte lade sig udskifte efter en halv times spil.

Til kampen mod Holland råder Sabella igen over forsvarsspilleren Marcos Rojo, der er retur fra karantæne, og angriberen Sergio Agüero, som har været plaget af en skade. Træneren regner dog ikke med, at Agüero vil indgå i startopstillingen.

Onsdagens semifinale mellem Argentina og Holland bliver spillet klokken 22.

/ritzau/