Argentinas præsident udskrevet efter hjerneoperation

Skrevet af admin

13/10/2013

Mest læste i dag

Den argentinske præsident, Cristina Fernandez, er blevet udskrevet fra hospitalet søndag, efter at hun i sidste uge blev opereret i hjernen.

Under operationen fik Fernandez fjernet noget blod fra overfladen af sin hjerne.

Hun er dog endnu ikke klar til at udføre sit præsidentjob, oplyser regeringen i Argentina.

I stedet er Fernandez blevet rådet til at holde sig fuldstændigt i ro i 30 dage, og præsidentens helbred vil blive nøje overvåget. Det er planen, at hun skal komme sig i sin officielle embedsbolig.

- Holdet af læger har besluttet sig for at udskrive hende. Hun er fortsat i fremragende humør og er ved at komme sig. Hun sender et stort kys og masser af glade tanker til alle dem, der har bedt for hende i hele verden, fortæller en regeringstalsmand.

Talsmanden oplyste lørdag, at Fernandez kunne gå, havde bladret igennem nogle bøger og var begyndt at bede om mad.

- For eksempel tilbød de hende æblepuré, men hun bad om blommepuré, forklarer talsmanden.

Fernandez pådrog sig sine skader i august ved et fald. De nærmere omstændigheder er aldrig blevet oplyst, men faldet gjorde, at blod samlede sig mellem hendes hjerne og kranie.

Uheldet skete i august på et skidt tidspunkt for præsidenten, som allerede var i fuld gang med at føre valgkamp frem mod et vigtigt midtvejsvalg 27. oktober. Nu må hun se til fra sofaen.

Valget vil blive udslagsgivende for, hvem der får magten i Argentinas Kongres under de sidste to år i Fernandez' embedsperiode.

Under sygdomsforløbet har vicepræsident Amada Boudou været konstitueret som præsident.

/ritzau/Reuters