Argentinas regeringsparti står til at fastholde magten

Skrevet af admin

10/08/2015

Dagens topnyheder

Det regerende parti i Argentina ser ud til at fastholde magten, når befolkningen i det store sydamerikanske land senere i år skal vælge en ny præsident.

Forud for præsidentvalget 25. oktober blev der søndag holdt primærvalg. Og ifølge de foreløbige, officielle resultater har Daniel Scioli, regeringspartiet Partido Justicialistas kandidat, fået flest stemmer med 36,3 procent.

Næstflest stemmer tilfaldt den erhvervsvenlige Mauricio Macri fra den største koalitionsgruppe med 24,5 procent. Han er borgmester i hovedstaden Buenos Aires.

Scioli repræsenterer samme parti som den siddende præsident, Christina Fernandez de Kirchner. Han var partiets eneste kandidat ved søndagens valg.

Hun er i gang med sin anden periode som præsident og er ifølge forfatningen dermed udelukket fra at forsøge at blive genvalgt.

Politisk er Kirchner til venstre for midten. Hun afløste i 2007 sin mand, Nestor Kirchner, som præsident og har siden i store træk videreført hans politik. Også efter hans død i 2010.

Daniel Scioli har sagt, at han vil moderere præsident Kirchners politik. Under hende og før da hendes mands tid, er statens kontrol med Argentinas økonomi blevet øget. Scioli bestrider i øjeblikket embedet som guvernør i Buenos Aires.

Formålet med primærvalget er at finde partiernes præsidentkandidat. Vælgerne kan frit krydse partilinjerne og stemme på hvilken som helst kandidat.

For at vinde præsidentvalget i oktober i første forsøg har en kandidat brug for mindst 45 procent af stemmerne. 40 procent kan også gøre det, men kun, hvis afstanden ned til nummer to er på mindst ti procentpoint.

Er et af de kriterier ikke opfyldt, skal de to kandidater med flest stemmer ud i en afgørende valgrunde i november.

/ritzau/Reuters