Argentinas VM-finalister sender paven en trøje

Argentinas VM-sølvvindere i fodbold har sendt pave Frans en landsholdstrøje signeret af spillerne.

Det skriver midtbanespilleren Maximiliano Rodriguez på sin twitter-profil. Her viser han et billede af en trøje, som han holder sammen med Lionel Messi.

- Dette er gaven, vi har sendt til vores pave Frans, lyder teksten fra Rodriguez.

Den katolske kirkes overhoved stammer fra Argentina og er kendt som en stor fodboldfan. Efter sigende har han stadig årskort til klubben San Lorenzos hjemmekampe.

Paven meddelte før VM, at han trods sin store interesse ville holde sig væk fra VM-slutrunden i Brasilien, og en af Vatikanets øverste ledere, Guillermo Karcher, fortalte tidligere på ugen, at paven heller ikke så VM-finalen mellem Tyskland og Argentina på tv.

Paven ønskede at forblive neutral, var argumentet.

Argentina tabte VM-finalen 0-1 til Tyskland efter forlænget spilletid.

/ritzau/

Dagens Gossip