Argentiner afviser Brøndby

Recreativo Huelva bekræftede i sidste uge, at Brøndby havde budt på den 24-årige argentiner Alexander Szymanowsi. Men nu kan Brøndby skrinlægge alle planer om at hente den målfarlige kantspiller.Szymanowski giver nemlig Brøndby en kurv:

- Der har været klubber, der har været interesserede - og nogle af dem er også nået til enighed med Recreativo. Men jeg har det sidste ord, og mit ønske er at blive og opfylde min kontrakt og hjælpe Recreativo til næste niveau, sagde han ifølge avisen 'El Periodico de Huelva' efter søndagens kamp mellem Sporting Gijon og Recreativo Huelva.

Alexander Szymanowski blev i sidste sæson topscorer for den lille spanske klub, men på grund af store økonomiske problemer skulle Recreativo have været klar til at sælge ham for 15 mio. kr. Men selvom Szymanowski kunne have set frem til en større løncheck ved et skifte, har han valgt at prioritere andre ting end det økonomiske.

- Man skal også værdsætte andre ting (end lønnen, red.), og jeg vil hellere blive i Huelva, fordi jeg har det godt her. Jeg føler, jeg er vigtig for holdet, og jeg har store forventninger til klubbens projekt, siger Alexander Szymanowski.

Dermed må Brøndby lede videre efter forstærkninger, der kan hjælpe det kriseramte mandskab væk fra sidstepladsen i Superligaen. 

Brøndby har indtil videre hentet Christian Nørgaard, Thomas Kahlenberg, Michael Almebäck, Lukas Hradecky og Martin Ørnskov i det her transfervindue.

Dagens Gossip